Baggrund

Velkommen til.

De oprindelige tanker her er nedskrevet i 2004- 2005 efter at have været leget med 1997- 2003 og delvist testet på Moesbork, for at formulere dem til forbedrelse af Asks indsats ved at udnytte den enkelte bedst muligt. Og for at overbevise de tøvende.

Mange var nemlig bange for at vi ved at benytte faste enheder ville svække vores indsats med andre end vores kampgruppe-partner. Dette viste sig ikke at være tilfældet, men i sidste ende blev dette, der resulterede i Dyregrupperne 2005- 2007, gennemført fordi Martin Seliger og jeg valgte at ignorere indsigelserne og i samarbejde med Mikkel som træningsofficer gøre det.

Der er siden sket andre ting og udviklinger, men meget af dette er stadig relevant og ikke mindst brugbart for andre. Nogle af tankerne undervejs i udviklingen da bolden for alvor begyndte at rulle nåede aldrig at blive skrevet ned, men disse er i hvert fald gemt.

Tuesday 9 March 2010

Ask Kommandosystem

Begreber:

* Flankefører. Styrer to eller flere kampgrupper sammensat til en flanke (Højre, Venstre, Center eller Reserve). Kan også kaldes Flokfører.
* Gruppefører. Styrer en kampgruppe eller et par.
* Formation, Enhed. Fællesbetegnelse for organiserede grupper af krigere på alle niveauer. En Kampgruppe er en enhed/formation, en Flanke er og hele gruppen er. Der er en tendens til at kalde små grupper enheder og store med flere underenheder formationer.
* Kampgruppe. To eller tre krigere, der arbejder sammen som gruppe under kommando af en Gruppefører. Den mindste selvstændigt arbejdende enhed af flere krigere.
* Flanke. To eller Flere kampgrupper som arbejder sammen under kommando af en Flankefører og i koordination med de andre flanker til en ”Linie” (her menes enheden, ikke formationen). Betegner placeringen i Linien og består ideelt af en Flok.
* Flok. To eller flere kampgrupper, der arbejder sammen under kommando af en fast fører som enhed, men ikke med fast plads i linien. Den samarbejdede Flok vil kunne tage enhver Flanke i linien. De to betegnelser vil dog ofte blandes og bruges vekslende.
* Linie. Den samlede formation. oftest bestående af tre flanker til kampkontakt i hovedformationen, reserve og evt. blænkerlinier foran hovedformationen. Ordet bruges ikke på samme måde som ”Højre Flanke”, ”Venstre Flanke”, osv. som betegnelse for enheden og er blot taget med for at forklare den anvendte terminologi. I stedet bruges gruppens navn når man ønsker at opnå den heles opmærksomhed..
* Hovedformation. De tre flanker, der foretager selve kampkontakten og nedkæmpningen af fjenden. Sammen med reserven og evt. blænkere udgør de hele Linien.
* Reserve. Supplement til hovedlinien, indsættelse af reserven afgør ofte hovedslagets gang. Den kan indsættes offensivt for at skabe tyngde og overtal at sted i linien, for dermed at nedkæmpe den del af fjendens formation og vinde slaget. Eller den kan indsættes defensivt til standsning og nedkæmpning af fjendtlige gennembrud.
* Blænkerlinie. (Dansk for Skirmish Line) en løs linie af lette og mobile krigere som kan indsættes foran hovedlinien for at sinke, hæmme, binde og kanalisere fjendens hovedformation således at ens egen Hovedformationen kan indsættes optimalt til nedkæmning af fjenden.
* Slaggruppe. (Gennembrudsgruppe), en eller flere forud designerede Kampgrupper, hvis opgave det er at gennembrude fjendens linie og slå ham ihjel. Reserven vil ofte være Slaggruppe (hvis den benyttes offensivt), men også kampgrupper i linien kan indgå i enheden med intenst pres, evt. for at skabe hul til Reserven. Dette vil ofte forvirre fjenden og er Karnas Køteres fremmeste specialisering.
* Flydende spyd. Krigere med tohåndsspyd bag linien som bevæger sig for at støtte pressede venner i linien eller for at lægge ekstra pres på modstanderens linie. Vil ofte indgå i reserven og/eller Slaggruppen.
* Trekant. To krigere koncentrerer sig om at fange en modstander i en trekant hvor de begge kan nå ham og samarbejder om hurtigt at slå ham ihjel. Se endvidere træningsmanualen for bedre forståelse af trekanter.
* Tyngdepunkt. Et på forhånd designeret punkt i linien hvor man lægger størstedelen af angrebets tyngde.


Formationer

* Linie. Den simpleste formation består af en række krigere ved siden af hinanden, der ideelt arbejder sammen for at nedkæmpe modstanderens linie. Effektiviteten af en linie stiger når den er organiseret i enheder i et kommandohierarki under faste kommandører.
* Svinefylkning. En trekantet formation med spidsen pegende mod modstanderens linie (kile), ideel til gennembrud, men selvmord hvis det ikke klapper.
* Kolonne. En eller flere rækker af krigere bag hinanden i rækker.
* Blok. En massiv formation af flere liner bag hinanden i tæt orden og støttende hinanden (græsk falanks, middelalderlig langspidsblok).


Generelle ordrer

* STOP!!! Giver vel sig selv, dette er en ordre vi bruger af sikkerhedshensyn og kun det. Hører man ordren ”STOP!!!” skal man stoppe kampen.
* Giv Agt. Er en generel ordre til at man skal give agt, tie stille og høre efter.
* Linie. Man indtager sin plads i linien og checker om den er lige (retter ind til højre).
* Linie på XXX. Man indtager sin plads i linien i forhold til den nævnte kriger. Har man ingen designeret plads i linien stiller man sig til venstre for den nærmeste kriger, der er på sin plads.
* Ret ind til Højre. Sikrer at linien er lige, man ser til højre og hvis man kan se brystet på den kriger, to pladser til højre for én selv er linien lige. Kan man ikke se det skal man lidt frem, kan man se flere skal man lidt tilbage.
* Samling. Man samler sig omkring den talende.
* Enkeltkolonne. Man stiller sig bag den nærmeste kriger som har fundet sin plads i rækken. Har man en designeret plads i linien stiller man sig bag sin venstremand.
* Dobbeltkolonne. Som i enkeltkolonnen, men nu blot i to rækker. Ofte vil Venstre flanke og centerflanken udgøre den højre kolonne, mens venstre flanke og reserven vil udgøre venstre.
* Omkring. Man gør omkring, vender sig om. Oftest til højre.
* Klar. Den gamle ”Skjold!- Våben!” ordre samlet, svarer groft til Forsvarets retstilling. Man indtager kampstilling med skjold og våben klar og udstøder et kampråb.
* Rør. Fra kampstilling, man indtager en mere afslappet stilling.


Ordrer angående bevægelse

* X skridt frem. Man går det angivne antal skridt frem i formation og retter ind til højre.
* X skridt tilbage. Man går det angivne antal skridt tilbage i formation og retter ind til højre.
* X skridt til Højre. Man går det angivne antal skridt til højre i formation og retter ind til højre.
* X skridt til venstre. Man går det angivne antal skridt til venstre i formation og retter ind til højre.
* Roligt. Man marcherer i roligt tempo og er ekstra omhyggelig med at holde formationen osv..
* March. Man marcherer almindeligt tempo og er omhyggelig med at holde formationen osv..
* Rask. Man marcherer i hurtigt tempo (ildmarch), at holde formationen osv. er nu mere krævende og mindre vigtigt end tempoet, men skal stadig gøres.
* Løb. Man løber, at holde formationen osv. er mere krævende og mindre vigtigt end tempoet, men skal stadig.


Kamporden i formationen

* Åben orden. Man åbner kampordenen op så man har lidt over en arms længde til krigeren ved siden af og dermed stadig kan støtte ham. En meget krævende kamporden.
* Lukket orden. Man lukker kampordenen så man har lidt over en overarms længde til krigeren ved siden af. Således kan man stadig bevæge sig, men kan modtage støtte fra flere andre krigere på en gang. Den hyppigst brugte orden.
* Skjoldmur. Skulder ved skulder, eller tættere. Man lukker kampordenen således at men kan dreje sin venstre skulder frem, denne hviler ens eget skjolds venstre kant på, mens den anden ligger udenpå sidemanden til højres skjoldkant på hans venstre skulder. Som oftest holder man i kontaktsituationen sit våben bag kroppen af sikkerhedsgrunde. Bruges oftest i svinefylkninger og til at stoppe dem.
* Kampgrupper Når man er brudt igennem i fase 2 og kaos hersker kan det ofte være formålstjenligt hurtigt at slå til før fjenden får reorganiseret sig og samlet linien, at dræbe hans tropper mens de stadig er forvirrede, bange og alene. Dette gøres hurtigst og mest effektivt i kampgrupperne, det være sig par eller tremandsgrupper. Hører man denne ordre eller er momentet opportunt og man ikke får anden ordre er dette formationen til at udføre denne jagt i. man formerer sig i gruppen og slår de nærmeste fjender ihjel mens man samarbejder løst med de andre grupper i en ulveflokstaktik og orienterer sig efter næste fjende mens man er ved at slå den nærmeste ihjel. De må ikke få tid til at trække vejret før ens kommandør samler linien igen.
* Vigende flanke. Flanken afviser kontakt og viger langsomt uden tab, men holder og henholder modstanderen i åben formation. Dette kan frigøre ressourcer til indsætning andre steder.


Kampordrer

* Frem til kontakt. Man går frem og engagerer fjenden efter sin ordre, offensivt eller defensivt. Bruges meget, men giver ofte tendens til at linien kun går frem til kontakt og så går i stå og ikke gør mere.
* Hold linien. Uanset om det er i offensivt eller defensivt øjemed skal linien holdes, man checker om man er for langt fremme eller tilbage mens man fortsat passer på sig selv og udfører sin ordre. Kan også bruges på samme måde som ”Stå Fast”.
* Stå Fast. Man holder linien og giver sig ikke eller kun nødtvungent og langsomt for modstanderens pres. En defensiv ordre når man er under stærkt pres. Stå fast, hold linien stædigt, støt dine sidemænd og hold dig i live. Så længe man lever er man en forhindring og fare for modstanderen.
* Pres. Indlysende. Man presser i formation, mens man støtter sine sidemænd. Man kan med fordel lave trekanter i linien således at to til tre krigere koncentrerer sig om at dræbe én mand. Især hvis man har spyd og flydende spyd til rådighed.
* Tilbage. Er en meget svær manøvre at udføre under kamp, men netop derfor vigtig. Man går tilbage i formation, mens man stadig gør sit bedste for at dræbe modstanderen, gerne med ”ottetaller” under skjoldet og især dem man kan cross-strike fordi de vover sig for langt frem foran deres egen formation.
* Nu!! Er signalet til at udføre en forud aftalt manøvre/taktik. Ofte vil det være at presse fjenden, gennembryde hans hovedformation eller lignende.
* Bryd igennem. Giver vel sig selv.
* Igennem hullet. Gives til krigere eller kampgrupper som af en eller anden grund ikke udnytter et hul i modstanderlinien. Disse skal så løbe igennem og slå fjenden i ryggen.
* Udenom. Gives som oftest til reserven, men også andre enheder kan modtage denne ordre, Man skal så løbe udenom fjenden til den angivne side for således at slå dem i ryggen.
* Stop dem. En eller flere fjender er brudt igennem eller løbet udenom og skal standses. igen gives denne oftest til reserven, men kan gives til alle enheder, som så skal standse de angivne fjender og helst slå dem ihjel.
* Samling. På et tidspunkt i fase 2- 3 ønsker liniekommandøren at samle og reorganisere linien. Hører man dette samler man sig til den angivne formation, oftest samme linie som før kontakt, men nu med visse frafaldne efter hvem hullerne skal lukkes.
* Samling På X. Som ovenstående, men med en kriger angivet man samler på udfra sin plads i linien i forhold til denne kriger. Dette skal kunne foretages mens man fortsætter angrebet.
* Split. Til tider kan det være nødvendigt eller formålstjenligt at splitte gruppen i to dele for at fange modstanderen imellem dem. Man har så enten på forhånd designeret et sted hvor formationen splitter i to, siger navnet på hvem det skal være ”på” eller på de enheder, der skal splitte (eks. Løver og Pindsvin).

No comments:

Post a Comment