Auftragstaktik - Første oplæg til Palles Wargame fokuseret på dette.

Auftragstaktik. Auftragstaktik betyder direkte oversat Opgavetaktik og dækker over det fænomen, at den officer, der skal udføre opgaven, bestemmer, hvordan den skal udføres. DVS at han ikke er bundet af sin foresattes ordrer, men har frie hænder til, at udføre den som han finder bedst, idet han kender sine mænd, ressourcer og situationen bedst. Det er opfundet og udviklet af den preussiske- tyske hær efter nederlaget til Napoleon ved Jena, og for alvor gennemført og forfinet under Von Molkte d. Ældre, en af historiens største stabschefer. Auftragstaktik er en af de primære grunde til at den tyske hær i de to verdenskrige var så utroligt effektive og holdt ud længe efter ethvert håb var ude. Og generelt i perioden 1850- 1944 regnes som højdepunktet af militærvidenskab. Hvor en amerikansk kompagnichef ville få en lang og detaljeret ordre om hvordan han skulle tage en landsby, bjergtop eller lignende, og hvordan han skulle allokere sine ressourcer, ville hans tyske kollega blot få besked på, at tage den, men selv bestemme hvordan. Ligeledes blev individuelt initiativ og opportunisme i at nå målet opmuntret ned til den laveste menige soldat; hvis en gruppefører opdagede et hul i fjendens front, forventedes det, at han opgav sin oprindelige ordre for at udnytte muligheden for at nå målet for enheden som helhed. Krig er kaos, og en kommandør kan ikke styre alt- men hans folk kan have initiativ til, at gøre det. Og han kan være tæt ved fronten, ikke langt bagved, og Føre sine folk, ikke dirrigere dem. Dette krævede naturligvis veluddannede og højt motiverede officerer, men disse ville delagtiggøre deres underordnede i opgaven og hvordan man tænkte den løst, og opgaveløsningen var derfor ikke afhængig af dem. Hvis de faldt kunne enheden fungere alligevel, leutnanter kunne kommandere et regiment og Gefreitere et kompagni. Tyske officerer førte derfor fra fronten med både høj motivation hos deres underordnede og høj dødelighed til følge. Ask har ikke noget ”Kriegsakademie”, men vi kan dog lære af de effektive tyskere. Alle kan nemlig lære, at samarbejde som enhed, alle kan finde effektive sammensætninger af våben- skjold kombinationer og alle kan blive gode til at slås uden overblik. Det, der kan løfte os over de andre, der jo er ved at fange os på førnævnte områder, må nødvendigvis være krigernes mentalitet. Deres selvtillid, initiativ, overblik og fleksibilitet. Deres evne til at forstå det overordnede mål og se muligheder, for at nå det; og selv tage initiativ for at nå det, sammen med sine våbenbrødre i enheden. Uden at skulle vente på en ordre fra sin kommandør, der ofte er langt væk, måske ikke kan se, hvad der sker og under alle omstændigheder ikke kan nå, at få sin ordre frem inden muligheden er forpasset (jeg har prøvet at overse en helt åben flanke i mit fokus på at presse frem, engang jeg kommanderede Ask på Moesgård må jeg med skam melde) eller endog død. Enhver soldat har en marskalstav i sin rygsæk, sagde Napoleon, og så betyder det mindre, om kommandøren er uden for høre-/synsvidde eller endog død. Dette skal trænes så det bliver en vane. Små enheder skal altså vænnes til, at operere selvstændigt på slagmarken gennem intensiv træning. Og til dette formål har jeg både lavet et wargame og nogle øvelser til træning, hvor fokus er på initiativ, fleksibilitet, mod/selvtillid og overblik. Men alt sammen som del af en enhed, det handler om at samarbejde om, at udnytte mulighederne, for en mand batter ikke meget, men en enhed gør, og kan en mands initiativ give hans enhed en fordel, skal han gøre det og tage dem med. Udnytte Den Lille Taktik til at skabe lokal overlegenhed og angribe. Lokal overlegenhed skal altid prompte udnyttes uden at afvente ordre. Og er man i tvivl, skal man altid angribe!